Kvinden der opdagede jordens indre kerne

Den danske seismolog, Inge Lehmann, som i 1936 opdagede, at Jorden har en fast, indre kerne, opnåede først mange år senere fuld anerkendelse i sit eget hjemland.

Inge Lehmann

(1888-1993)

Inge Lehmann var seismolog og ansat på Geodætisk Institut. Hun studerede jordskælvsbølgers udbredelse i Jordens indre, og i 1936 argumenterede Lehmann for, at Jordens kerne indeholder en inderste del af anderledes materiale, der har større hastighed. Denne indre kerne er i mange følgende undersøgelser vist at være fast materiale. Nogle af de jordskælvsbølger, hun observerede, kunne således ikke forklares med mindre Jordens inderste kerne var anderledes, skrev hun.

Inge Lehmann syntes hele livet, det var svært at opnå forståelse for sin forskning, i hjemlandet Danmark, men hun vandt anerkendelse verden over, særligt i England og USA, og navnlig blev hun fejret på Lamont Geological Observatory ved Columbia University i New York, hvor hun arbejdede i perioder og fik en æresdoktorgrad. Dette blev fulgt op af Københavns Universitet med en guldmedalje i 1965 og en æresdoktorgrad i 1968.

Inge Lehmann blev aldrig gift og fik ingen børn. Hendes 104 år lange liv var viet til forskningen.

Inge Lehmanns videnskabsteori

S- og P-bølger

P-bølger


S-bølger


En måde, hvorpå man kan undersøge Jordens indre, er ved hjælp af seismiske bølger. Ved et jordskælv et sted på kloden bliver der genereret seismiske bølger inde i Jorden, og af dem er der to typer: P-bølger (Primær-bølger/ trykbølger), der bevæger sig hurtigst, og S-bølger (Sekundær-bølger/tværbølger), der ikke som P-bølger kan passere gennem flydende materiale.

Når en bølge rammer en skarp grænse, som adskiller en type materiale fra en anden, afbøjes og tilbagekastes bølgen. Netop fordi bølgerne ændrer retning i mødet med en materialegrænse, opstår der en såkaldt skyggezone i et bestemt område på den modsatte side af Jorden. Havde Jordens kerne været udelukkende flydende, ville der ikke ankomme P-bølger i dette skyggeområde.

Bedre og bedre observationer af jordskælvssignaler viste imidlertid tydelige signaler i skyggeområderne, og Inge Lehmann foreslog, at en indre kerne er årsagen. Denne forklaring argumenterede hun for i artiklen P’ (udtales P-mærke) i 1936.


a) Hvordan bølger ville bevæge sig, hvis Jorden ikke havde en fast indre kerne.

b) Hvordan bølger i virkeligheden kan observeres – og argumentet for, at jorden har en fast indre kerne.



"Jeg har været 15 eller 16 år, da jeg en søndag morgen sad sammen med min mor og søster, og gulvet begyndte at bevæge sig under os. Den hængende lampe svingede. Det var meget mærkeligt. Min far kom ind i lokalet. "Det var et jordskælv," sagde han. Centret havde tydeligvis været langt væk, for bevægelserne føltes langsomme og ikke rystende. På trods af en stor indsats blev der aldrig fundet et præcist epicenter. Dette var min eneste oplevelse med et jordskælv, indtil jeg blev seismolog 20 år senere." - Inge Lehmann

Monumentet

Skabt af billedhugger Elisabeth Toubro
Find vej
Frue Pl., 1165 København K

Der står seks portrætbuster foran universitetets facade mod Frue Plads. De er udført og opstillet i årene 1854 til 1956 af nogle af datidens dygtigste billedhuggere, de fire ældste af henh. H.V. Bissen og hans søn V. Bissen og de to nyeste af henh. Ludvig Brandstrup og Jørgen Gudmundsen-Holmgreen. Den senest opstillede buste er Niels Bohrs.

Københavns Universitet ønskede at supplere rækken af buster med et monument for seismologen og geodæten Inge Lehmann og ansøgte derfor Ny Carlsbergfondet om kunstfaglig og økonomisk støtte.

En af vores tids største billedhuggere Elisabeth Toubro blev udpeget som kunstneren, der kunne løfte opgaven, og det blev besluttet, at monumentet ville gøre sig bedst ved siden af Niels Bohr-busten. Dette var i foråret 2015. Derefter gik Elisabeth Toubro i gang med sit undersøgende arbejde, og hun forsøgte sig med mange forskellige modeller, før hun lagde sig fast på den endelige form. Det er en abstrakt figur, der mimer skalaforholdet på og hæver sig ligeså højt som Bohr-busten.

På Lehmann-monumentet ses en bølge, der skærer sig ned gennem skulpturen og rammer en rund kerne, hvorefter bølgen skifter retning. Skulpturens krop er kløvet i to – for at illudere et jordskælv og de tilhørende seismografiske målinger. Bag på monumentet ses konturen af et portræt af Inge Lehmann.

Elisabeth Toubro ønskede ikke at producere en portrætbuste, men derimod en abstrakt form, der markerer og hylder det, som alting handlede om for Inge Lehmann, nemlig forskningen og ikke hendes egen person.

”Monumentet er udført som en abstrakt skulptur, der visuelt fortolker Inge Lehmanns opdagelse af, at Jorden måtte have en hård indre kerne, der afbøjer de seismiske bølger. Monumentet spiller sammen med de omkringstående buster af mandlige forskere fra det forrige århundrede, men opdaterer stilen til et nutidigt formsprog. Skulpturens steleform spejler busterne, så monumentet passer naturligt ind i den klassicistiske helhed på Frue Plads,” siger Elisabeth Toubro.

Elisabeth Toubro

Billedhugger, født 1956

Født 1956 i Nuuk på Grønland. Bor og arbejder i København. Elisabeth Toubro, der er uddannet i periode 1979-1986 på Det Kgl. Danske Kunstakademi i København, brød igennem i 1980’erne som en af tidens såkaldt unge postmoderne billedhuggere. De var generelt kendte for et cool, abstrakt formsprog og for at være stærkt orienterede i tidens franske filosofi.

Toubro er især kendt for sine mange udsmykninger i det offentlige rum, bl.a. By-fraktal på Søren Kierkegaards Plads i København og Torvenes Brøndsløjfe på Store Torv i Aarhus. I kraft af sin store kunsthistoriske og –teoretiske viden har Toubro haft talrige offentlige hverv, bl.a. som formand for Kunstrådet, formand for Akademiraadet og præsident for Det Kongelige Akademi for de Skønne Kunstner.
Se og læs mere på: www.elisabethtoubro.dk